Bilbranchen opfordrer importører til at holde hånden under forhandlere

Bilforhandlerne er blandt de mest sårbare erhvervsgrupper under den nuværende corona-situation, vurderer Bilbranchens formand Peter Kjærsgaard. Derfor opfordrer han bilimportørerne til at sænke deres krav til forhandlerne, så de ikke risikerer at knække nakken.

 

CORONA-OPFORDRING - En typisk bilforhandler kan sagtens have 80-150 nye biler på lager på en helt almindelig forårsdag, hvor der almindeligvis er pænt med kunder i butikken. Men for tiden er dagene ikke spor almindelige, og det vil meget hurtigt kunne mærkes i bilbranchen.

Det siger Peter Kjærsgaard, som er formand i Bilbranchen. Han forklarer videre:

- Bilforhandlerne er ekstra sårbare i en situation som denne, fordi de har store værdier bundet i deres lagerbeholdninger, som hurtigt kan tabe i værdi.

- Avancen på nye biler er i forvejen meget lav i Danmark, og derfor er en betydelig indtjeningskilde for forhandlerne finansiering af bilkøb. Men den indtjening falder naturligvis også, når bilsalget falder, siger han.

- Samtidig stiller bilimportørerne i dag markante krav til forhandlerne, som kan blive svære at leve op til i en situation som denne, hvor store dele af samfundet er sat på standby. Det gælder blandt andet importørernes krav om et vist antal indregistreringer af biler og salg af reservedele. Samtidig er importørernes kredittider korte, og det kan tilsammen blive en særdeles giftig cocktail.

- Forhandlere af nye biler er voldsomt udsat på likviditeten. Selv nye biler, som allerede er solgt og nu er på vej hjem til forhandlerne, kræver ekstra likviditet. Ikke kun i forhold til selve indkøbet af bilen, men der følger jo også ofte en brugt bil med i handlen – og den kan pt. ikke sælges engros til den forventede pris, da markedet er gået i stå. Det betyder, at der bliver ekstra mange penge bundet i handlerne, fortæller Peter Kjærgaard.

Ræk forhandlerne en hånd

På den baggrund appellerer Bilbranchens formand nu til, at bilimportørerne snarest muligt tager skridt til at hjælpe forhandlerne, så værdikæden ikke risikerer at lide et knæk.

- Vi foreslår, at importørerne indtil videre slækker på kravene til lagerbeholdning og demobiler og fjerner kravet om tvangsindregistreringer. Det kan også være relevant at se på kredittiderne, så forhandlerne har mulighed for at opretholde likviditeten i den kommende tid. Vi har jo en kæmpe fælles interesse i, at alle parter kommer bedst muligt igennem denne situation, siger Peter Kjærsgaard.

I forhold til bilforhandlernes likviditet har han også en bøn til regeringen og de øvrige partier på Christiansborg:

- Vi sætter stor pris på de tiltag, der allerede er taget – både i forhold til lønrefusion og muligheden for at udskyde betalinger af skat og moms. Bilforhandlerne er dog fortsat forpligtet til at afregne registreringsafgift til staten hver måned. Derfor appellerer vi til, at der også kommer en mulighed for at udskyde betaling af registreringsafgift, så betalingen for de næste måneder udskydes, udtaler Peter Kjærsgaard.

Alle sejl er sat til i branchen

Bilbranchen og Dansk Industri arbejder allerede nu på højtryk med at rådgive branchens forhandlere i forhold til alle de spørgsmål, som opstår i den nuværende situation – både i forhold til personale, kunder og økonomi.

- Telefonerne gløder allerede, og jeg ved, at Dansk Industri og sekretariatet i Bilbranchen gør deres yderste for at takle situationen. Vores mål er at sørge for, at alle bliver klædt bedst muligt på til at klare sig igennem de kommende ugers udfordringer, siger Peter Kjærsgaard.

Bilbranchens bestyrelse følger situationen tæt – og vil fortsætte med at gøre det, lover formanden.

 

SHARE:
TOP